Workshops

Et af de centrale mål for KORAL er at hjælpe unge talenter på vej med deres kunst og deres karriere. Derfor arrangerer KORAL en række workshops, hvor emner der er centrale for unge komponister bliver behandlet af førende fagfolk.

Næste workshop bliver afholdt d. 15. november 2026 i København, og henvender sig til kvinder og non-binære korkomponister. Læs mere herunder.

Ved at skrive sig op til vores nyhedsbrev, kan man få besked når vi deler mere information om de næste workshops.

 

Deltag i KORAL25

Komponistens værksted 

Med Veronika Voetmann, Daniel Fladmose og Vokalensemblet Vigdis
15. november 2026 kl. 11:00-17:00 – Mariakirken, København

📩 Tilmelding via mail til: info@koralkonkurrencen.dk 📩

Vejen fra første idé til færdigt værk bliver ofte gået alene af komponisten, og kun til sidst i processen får hun muligheden for at dele hendes musik og se hvordan den rent faktisk gør sig, når den bliver sunget af levende sangere. Til denne workshop springer vi ind midt i processen, og lader Vokalensemblet VIGDIS arbejde med skitser, idéer, fragmenter og koncepter, der ikke nødvendigvis er helt færdigstøbte.

Vi har erfaret fra KORAL-Konkurrencen, at kønsbalancen for unge korkomponister er meget skæv – det vil vi gerne hjælpe med at rette op på, og arrangerer derfor denne workshop.

Hvem kan søge?

Workshoppen er åben for alle kvindelige og non-binære komponister, som skriver klassisk kormusik, uanset erfaringsniveau. Du skal desuden være under 35 år eller under uddannelse.

Hvad kan du søge med?

Eksperimenterer du med idéer, som du ikke helt ved hvordan vil lyde, når de bliver sunget af et rigtigt kor? Har du en skitse til noget, som du gerne vil have prøvet af, før du skriver videre på det? Så er det helt oplagt at deltage i workshoppen!

Du kan søge med skitser, idéer, fragmenter af værker, koncepter eller hele værker. Det eneste krav er, at materialet kan fremføres af SSAA a cappella kor. Du er velkommen til at søge med mere end ét bidrag. Vedlagt materialet må du også gerne skrive en (meget kort) beskrivelse af, hvorfor dette materiale ville være lærerigt at overvære VIGDIS arbejde med.

Hvad sker der til workshoppen?

Alle ansøgere inviteres til workshoppen. Et panel af to erfarne komponister, Veronika Voetmann og Daniel Fladmose, gennemgår forud for dagen alle indsendte bidrag og udvælger et antal til aktivt arbejde med VIGDIS. Afhængigt af materialernes omfang arbejder vi med 6–10 bidrag. På dagen vil både panelet, koret, dirigenten og alle ansøgere inviteres til at give feedback og deltage i en konstruktiv samtale om materialerne.

Hvad skal ansøgningen indeholde?

Send dit materiale til info@koralkonkurrencen.dk senest den 19. oktober 2026.
Program for workshoppen vil blive meldt ud d. 9. november.
Materialet skal være i PDF-format, beskrivelser i word eller PDF-format, og evt. lydfiler i mp3-format.

Praktisk info

HVORNÅR: D. 15. november 2026, kl. 11-17
HVOR: Mariakirken, Vesterbro, København
PRIS: Gratis at deltage
TRANSPORT: KORAL kan tilbyde et mindre transportbidrag til deltagere langvejs fra – tag kontakt angående dette via: info@koralkonkurrencen.dk
KONTAKT: Hvis du har spørgsmål til workshoppen, til deltagelse eller andet, så kontakt projektleder Andreas Werenfeldt via andreas@koralkonkurrencen.dk

Veronika
Daniel 2 scaled
Vigdis

Den Professionelle Node – AFholdt

Med Frederik Døj Erforth Larsen
15. august 2025 kl. 15:00 – Online

KORAL inviterer til seminar og workshop med Frederik Døj Erforth Larsen om professionel og brugervenlig nodeopsætning. Hvordan sikrer man, at prøvetiden med koret bruges på musikken – og ikke på at gætte, hvad komponisten har ment? Svaret er et partitur, der er flot, funktionelt og letlæseligt. Frederik deler sin ekspertise og giver deltagerne konkrete redskaber til at opsætte deres egne noder på professionel vis. Frederik har redigeret udgivelser for både Edition Wilhelm Hansen og Edition S, og han har skrevet en bog om nodetryk. Workshoppen er online, starter kl. 15 og varer ca 90 minutter.

📩 Tilmelding via mail til: konkurrence.koral@gmail.com 📩

20 2022 01 21 kbh nye musikforlag frederik doej erforth larsen IMG4334 r
Andreas Werenfeldt

Foto af Agnete Schlichtkrull

Fra Idé til Værk – AFHoldt

Med Signe Lykke
30. maj 2025 kl. 16:00 – Online

KORAL inviterer til seminar og workshop med den prisvindende komponist Signe Lykke om den kreative proces fra den første idé til det færdige værk. Vi får et unikt indblik i Signes kunstneriske værksted, når hun deler, hvordan hun bearbejder og former sit musikalske materiale til sammenhængende og helstøbte værker. Signe Lykke er en markant stemme i dansk samtidsmusik og har skrevet værker for bl.a. Det Kongelige Kapel, Theatre of Voices og DR Symfoniorkestret. Workshoppen er online, starter kl. 16 og varer ca 90 minutter.

📩 Tilmelding via mail til: konkurrence.koral@gmail.com 📩